onsdag den 5. december 2007

Blød hat til baby-BMW

BMWs 1 Cabriolet smider toppen på 22 sekunder. I Danmark til foråret.


BMW fortsætter med at spinde nye ender på den lille 1-serie. For kort tid siden blev coupé-udgaven afsløret, nu er turen kommet til cabriolet’en.

Modsat 3-serien, der blev den første BMW-cabriolet med foldetag af stål, holder bayrerne fast i det klassiske - og billigere - stoftag på 1-serien. BMWs mindste kan dog lette på den bløde hat per trykknap. 22 sekunder tager omklædningen fra regntøj til soldyrker. Haster det i det lunefulde danske sommervejr, kan taget køre op eller ned, selv om bilen er i bevægelse.

Trods sin lidenhed kan man få masser af fartvind i håret i 1 Cabrio. Især i topmodellen 335i, der med BMWs prisbelønnede rækkesekser med bi-turbo og 306 hestekræfter både får enorme fartressourcer og det helt rigtige soundtrack til en tur i det fri. Selv basismodellen 118i med 143 hk vil dog række så rigeligt til topløs kørsel, der opleves bedst i moderat tempo. Skal der både nydes og spares, byder 120d sig til med 170 nøjsomme dieselheste.

BMWs baby-cabriolet skal konkurrere med en kommende topløs version af Audi A3 samt VW Eos. Dermed kan BMW tilbyde klassens suverænt hurtigste bil og den eneste med baghjulstræk til velbeslåede bilkøbere på udkig efter en kompakt cabriolet.

Hvor meget BMW 1 Cabriolet skal koste, vides dog endnu ikke: Nyheden kommer først til Danmark næste år - meget passende til foråret, når cabriolet-sæsonen begynder. Et realistisk gæt lyder på, at BMW-fans skal være næsten halvmillionærer for at kunne bade sig i både sol og beundring i egen 1-serie.

Ingen kommentarer: