Da der stadig kommer flere spørgsmål vedr. chip tuning bringer vi denne artikel fra et tidligere klubblad:Chip tuning - arrangement hos Kim Bonde, KB Teknik, Kvanløse, Ringstedvej 180. tlf.: 59175001Den 11 september 1999 kl. 1000 mødtes en 10-15 medlemmer hos Kim Bonde for at høre om chip tuning. Kim er selvlært chip tunings specialist. Han har beskæftiget sig med flere forskellige bilmærker og har arbejdet på mange BMW’er. Han har et Dynomet rullefelt og en chip-emulator, således at man kan justere på motorstyringsværdierne, imens motoren kører. Ifølge Kim er det ligeså meget et problemsløsningsværktøj som et tuningsværktøj - Kim løser problemer omkring motorstyringen, der opstår på grund af f.eks. tuningsændringer, såsom ny(e) knastaksel(er), eftermontering af turbo eller lignende. Hvis man ændrer på motorens ”åndedræt”, såsom bananmanifold, ændret indsugning eller ombygning af en 320 eller 325 til en 2,7 l vha eta-motordele, så får man ofte store problemer med at få motorstyringen til at fungere ordentligt fordi den ændrede mekanik gør at motoren vil yde mere, forbruge mindre mv. med en ændret tændingskarakteristik og ændret benzinmængde.
Alle de oplysninger motoren styres efter ligger i chippen, i form af tabeller; tomgangstabel, dellast-tabel, fuldlast-tabel, hvor et givet omdrejningstals-interval udløser en given mængde benzin og et tændingstidspunkt, f.eks. fortænding 10 grader før top. For tidlig tænding medfører motorbanken. Chiptuning betyder i princippet at man flytter tændingstidspunktet så tæt på tændingsbank-grænsen som muligt. Tændingsbanken er meget farligt for motoren. Ved tændingsbank selvtænder benzinen på grund af for højt tryk og varme, mens stemplet er på vej op og måske endda inden ventilerne har lukket sig helt. Dette kan medføre skader på stempler, plejlstænger, krumtapaksel og ”brændte” ventiler - benzinforbrænding på begge sider af ventilen æder kanten af ventilen og til sidst lukker den ikke længere tæt. Hvis motoren får for lidt benzin, eller fortændingen er for lille yder den ikke optimalt og går lidt dårligt. Kim har fået lidt flere km/l på sin egen bil, ved at justere dellast-tabellens tændingsværdier, således at tændingen er optimal i forhold til motoren. Fabrikkens chip skal jo sikre mod tændingsbanken. Hvis man optimerer tændingstidspunktet i forventning om at bilejeren kun bruger 98 oktan og ejeren så bruger 92 oktan, så fås lettere tændingsbanken. Desuden skal bilproducenten sikre motorens levetid på trods af for meget bykørsel, hvorved motoren kokser til - volumenet bliver mindre, derfor øget tendens til tændingsbanken. Kim har et program til Motronic, således at han let kan indlæse alle tabeller fra den originale chip og ved at kopiere disse datatabeller over i en PC kan han ved hjælp af emulatoren, få motoren til at køre på værdierne i PC’en. Derved kan man ændre på værdierne mens motoren kører. Dette er en meget mere kost effektiv metode end at lave nogle ændringer og derpå ”brænde” en ny chip, sætte den i og så prøve bilen. Når man er tilfreds med ændringerne, og har justeret checksum-værdierne ”brændes” de rettede tabeller i en chip. Derved får man en custom-designet løsning, tilpasset ens bil, med de f.eks. konstruktive ændringer, der er udført. Checksum-værdierne er nogle beregnede værdier som styreboxen anvender, som kontrol af at indholdet i tabellerne er korrekt. Kim’s erfaringer er at styreboxen går i stykker ind i mellem og hvis man får en anden, der ikke passer helt til ens bil, med/uden lambda-sonde, landekodefejl (importerede biler) f.eks. så får man problemer. Disse problemer kan Kim ofte løse. Han kan ligeledes forbedre speederrespons ved dellast og sørge for at overgangen imellem de forskellige tabeller er jævn. Nogle oplever at motoren ”dør” lidt når man med jævn fart pludselig træder speederen i bund. Dette skyldes ofte at værdierne i fuldlast tabellen er sat for forsigtigt for at beskytte mod tændingsbanken. Af andre almindelige problemer Kim kan løse er tomgangsproblemer. Den bil der blev testet (tilhørende undertegnede) havde problemer i tomgang. Ved hjælp af emulatoren kunne Kim hurtigt konstatere at en fejl ved tomgangssensoren gjorde at styreboxen slet ikke brugte tændingstabellen for tomgang, men hele tiden arbejdede i dellast-tabellen. Dette problem rettede Kim overbevisende hurtigt. Desuden kunne han vise at han kunne justere tomgangen op ved hjælp af PC’en og vi kunne høre at motoren gik bedre med en lidt højere tomgangshastighed. Dette er meget almindeligt ifølge Kim. Du kan kontrollere om din egen bil har denne fejl ved at se om forbrugsmåleren kortvarigt går på nul ved speederslip - gør den ikke det, så kører den hele tiden i dellasttabellen og der er således næsten heller ingen motorbremse.
Andre problemer kan være ændret nulstilling af gasspjæld, eller justering af fjederen i luftmængdemåleren. Nogle biler har fået foretaget ændringer her i stedet for at gøre det korrekt via chippen. Eller fordi nogle tror at den får mere luft hvis man mindsker modstanden i fjederen på luftmængdemåleren. Det giver blot det problem at motoren får for meget benzin når den er kold.Derefter lavede Kim en effekt og moment måling på bilen, der viste sig at være god for en 325i, 1986 med 158.000 km, nemlig 172 hk og 231 Nm. Som regel yder 325’eren 5-6 hk for lidt i fht. fabriksopgivelsen på 171 hk og 226 Nm. Den aktuelle bil har KN luftfilter, men ellers ikke andre konstruktive ændringer. Den har i maj fået stillet ventiler, tænding osv hos JG Cartec i Osted og derudover har der for nylig været kørt en del lange ture med 4-5000 omdrejninger i snit. Typisk yder 320i til gengæld lidt mere end fabriksopgivelsen. En deltager havde en der var målt til 142 Hk mod fabrikkens 129. Vi havde også en snak om Dynomet rullefelt målinger - ikke alle er korrekte, nogle måler for lidt, f.eks. viste en standard indstilling 163 Hk på denne bil. I øvrigt er det meget let at justere en faktor i apparatet - Kim fik den samme kurve op på 218 Hk og 286 Nm, så pas på. Ved at køre et stykke tid med 3000 omdrejninger kalibreres udstyret, således at dæk og fælge ikke får indflydelse på målingen. Før rullefelt måling skal man sikre sig at tandremmen ikke er for gammel (BMW foreskriver nu max 60.000 km) og at olien er rimelig ny og op til max.Rullefelt måling koster 500,- kr., med justering 800,- kr., men er på eget ansvar mht om motoren holder. Bilen bliver jo kørt helt ud til omdrejningsbegrænseren. Det var en spændende dag, der kastede lys over chip-tuning - hvad kan man og hvordan og hvorfor. Kim ved meget om dette, så hvis du har problemer med motorkarakteristikken, især efter lidt tuning, bananmanifold, skrappere knaster eller andet, så prøv at aftale tid med Kim - der er måske problemfri motorgang og bedre benzinøkonomi i vente.
Personlig kommentar af Palle Bo Madsen:Specialchip kan leveres af flere firmaer i Danmark. Personligt ville jeg nok vælge f.eks. Kim Bonde, der programmerer en chip specielt til motoren, incl. test på vejen. Herved får man nok det optimale resultat (pris i nærheden af 2500 - 3000 kr). En billig løsning kan nok fås via John Gertsen, Osted, der vistnok forhandler AC Schnitzer og Hartge chips (lidt over 1000,- kr monteret) . Der skal ubetinget skiftes til nye strækbolte(vist omkring 150-200 kr for et sæt) når topstykket monteres og uanset hvad bør topstykket planslibes før montering - det er for ærgerligt hvis det ikke var helt plant, og den derfor bliver utæt. De gamle originalmonterede topbolte kan finde på at knække - der findes mange skrækhistorier om dem, så man bør næsten skifte dem uanset. Det originale cindershjul på de gamle motorer fra før ca. 87 var et pladehjul. Senere er det skiftet til et støbt aluhjul - det fungerer altså bedre og kan godt anbefales. - Jeg har selv skiftet det på min 325i fra 86. Fagordbog hvis man selv vil kigge lidt på www.e30.deWelle - akselNockenwelle - knastakselKurbelwelle - krumtapakselKolben - stemplerKopf - hoved, her i betydningen topstykkeSteuergerät - styreboksHub - slaglængdePleuel - plejlstangVerdichtungsverhältnis - KompressionsforholdFächerkrümmer - bananmanifold - kan være svær at skaffe til en fornuftig pris. Jeg kender dog 2 steder hvor man formentlig kan skaffe en i god kvalitet til omkring 5000,- kr !!! Ellers så køb en brugt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar